Hvem er ContentMarketing.dk?
Bag ContentMarketing.dk finder du content marketing eksperten Joakim Ditlev. Han har arbejdet med content marketing siden 2009, og har bl.a. en fortid som marketingchef hos softwarevirksomheden Zmag.
Hvad finder du på ContentMarketing.dk’s blog?
Du skal ikke være det store geni for at regne ud at der på ContentMarketing.dk blogges om content marketing. Det betyder dog ikke at det er et smalt område der skrives om, da der inden for content marketing findes massere forskellige aspekter og emner. Samtidig er det et område inden for online marketing alle bør bruge tid på. Der er også konkrete eksempler og cases som giver god inspiration.
Hvornår er bloggen relevant for dig?
Som sagt bør alle i dag lave content marketing, og derfor er ContentMarketing.dk et godt sted at finde indhold inden for emnet. Det gælder især hvis du er helt nybegynder inden for området, og har brug for et starting point der dækker flere aspekter.
Baggrund for bloggen
I anledning af kåringen har vi spurgt Joakim Ditlev om baggrunden for bloggen:
Hvorfor valgte du at starte bloggen?
For at have en legeplads og for at gøre mig attraktiv, mens jeg var in-between jobs. Jeg havde arbejdet med content marketing og lært det fra nogle dygtige amerikanske eksperter, men der var ingen, der skrev om content marketing på dansk. Så jeg startede bloggen op i 2011 og skrev regelmæssigt en artikel hver uge. Det åbnede nogle døre og skaffede et par jobsamtaler, men jeg kørte på og skrev nye indlæg selv efter jeg kom i fast job igen. Efterhånden begyndte flere at interessere sig for content marketing og de ramte min blog, når de googlede. Så jeg blev interviewet til kommunikationsmagasiner og holdte inspirationsoplæg til events. Det tog så meget fart at jeg i sommeren 2013 turde sige mit faste job op og slå mig ned som konsulent som fuld tid. Frekvensen på en artikel om ugen er dog sat ned på det halve nu.
Hvem er målgruppen?
Målgruppen er marketingmedarbejdere, som gerne vil dygtiggøre sig. Det kan enten være på taktisk niveau, hvor de arbejder med at producere eller promovere indhold. Eller det kan være den marketingansvarlige, der skal vurdere, hvordan budgettet bliver brugt bedst muligt. Efterhånden som markedet har udviklet sig, har jeg lagt mere og mere fokus på det strategiske niveau. Jeg høster jo også selv flere erfaringer undervejs.
Hvor finder du selv inspiration online?
Jeg skæver meget til mine amerikanske kolleger i branchen, der er mere avancerede, når det kommer til content marketing. Det der sker i USA nu, rammer som regel herovre 2-3 år efter. Så jeg holder øje med mine feeds på Twitter for at se, hvad der rører sig. Derudover sørger jeg også for at komme til en konference i USA en gang om året. Næste gang er Content Marketing World til september, hvor jeg i år selv har fornøjelsen af at skulle på scenen som track moderator.